Artikel

Skolelederforening vil skabe mere bevægelse i skolen

Tre skarpe til Kristian Dissing Olesen, næstformand i Skolelederforeningen

Hvorfor er I med i partnerskabet for idræt og bevægelse i skolen?

Vi ved, at mange skoler efterspørger koncepter eller metoder til at få mere aktivitet, bevægelse og variation ind i skoledagen. Det har partnerskabet sat sig for at udvikle, og det vil vi selvfølgelig gerne være en del af.

I Skolelederforeningen brød vi os faktisk ikke om det krav om 45 minutters bevægelse hver dag, som nu er afskaffet igen. Men det betyder ikke, at vi synes, at børnene bare skal sidde stille. Tværtimod. Vi vil gerne skabe endnu flere muligheder for at få bevægelse ind i skoledagen. Men det skal bygge på frivillighed.

Læs mere om partnerskab for idræt og bevægelse i skolen

Hvordan vil I brede det ud til flere skoler?

Partnerskabet vil afprøve, hvordan bevægelse og aktivitet kan implementeres på en række test-skoler for at se, hvordan det virker, og hvordan man skaber den bedste proces for det. Det er en proces, der kræver noget engagement og nogle ressourcer.

Men vi forventer da, at det får en afsmittende effekt med tiden, når resultaterne viser sig, og vi får udviklet nogle aktiviteter og koncepter, som andre efterhånden kan kopiere uden en lige så stor indsats. På den måde får vi bredt den aktive skole ud til flere. Via gode eksempler.

Hvad er skoleledernes rolle i sådan en forandringsproces?

Det er især at skabe klangbund i personalegruppen. Personalet er jo dem, der i sidste ende skal udføre mange af de nye tiltag, så det er vigtigt, at alle er med. 

Dernæst skal ledelsen hjælpe med at løse de udfordringer, der vil opstå, når man bryder med kendte rutiner og rammer. I skoleverdenen er vi vant til at tænke i moduler, skemaer, timeplaner, læreplaner, etc., så det skal ledelsen hjælpe med at bløde op, så der er plads til nye ideer og nye måder at lave skole på.

Med det nye Kvalitetsprogram for folkeskolen (politisk aftale, indgået i 2024, red.), har skolerne jo fået væsentlig mere frirum, og det skal vi nu lære at navigere i.

I Skolelederforeningen brød vi os faktisk ikke om det krav om 45 minutters bevægelse hver dag, som nu er afskaffet igen. Men det betyder ikke, at vi synes, at børnene bare skal sidde stille. Tværtimod.