Code of conduct
Center for Sundt Liv og Trivsel har som ambition at udvise ansvarlighed, respekt, gennemsigtighed og integritet i enhver henseende af vores virke.
Denne Code of Conduct er baseret på disse værdier og indeholder seks principper, som sætter retningen for, hvilken adfærd vi ønsker at fremme i vores organisation og over for vores samarbejdspartnere. Principperne supplerer den til enhver tid gældende nationale og internationale lovgivning.
Vores Code of Conduct gælder for Center for Sundt Liv og Trivsel, herunder centrets ansatte, medlemmer af ledelse, Advisory Board og eventuelle udvalg samt andre relaterede personer, alle bevillingsmodtagere samt personer og organisationer, der samarbejder med centret. Vi forventer, at alle personer med tilknytning til Center for Sundt Liv og Trivsel værner om og efterlever principperne i denne Code of Conduct.
PRINCIPPER
1. National og international lovgivning
Center for Sundt Liv og Trivsel efterlever dansk lovgivning og internationale konventioner. Vi udviser ansvarlighed i vores drift og i vores bevillingspraksis, forbedrer løbende vores måde at agere på i samfundet og har en målsætning om at leve op til et højt niveau for etiske standarder, børns rettigheder og vægtstigma, herunder standarder fra FN’s Global Compact, FN’s Børnekonvention og WHO’s Considerations for the European Region on Weight Bias and Obesity Stigma.
2. Korruption og bestikkelse.
Center for Sundt Liv og Trivsel ønsker at opretholde en høj integritet og arbejdsmoral i relation til alle vores aktiviteter og beslutninger og har derfor en nultolerance over for korruption og bestikkelse af enhver art. Center for Sundt Liv og Trivsel definerer korruption som et misbrug af betroet magt for egen vindings skyld; og bestikkelse som at tilbyde, love, give, acceptere eller anmode om en fordel som tilskyndelse til en handling, der er ulovlig, uetisk eller et tillidsbrud. Som følge heraf må personer med tilknytning til Center for Sundt Liv og Trivsel aldrig acceptere, give eller love gaver, gæstfrihed eller noget af monetær værdi på et sådant niveau, at det kan anses som en hensigt til utilbørligt at påvirke en beslutning eller på anden vis så tvivl om vores integritet og uafhængighed.
3. Svig, bedrageri og misbrug af bevillinger.
Center for Sundt Liv og Trivsel tolererer ikke svindel, bedrageri eller misbrug af centrets midler og bevillinger, hverken monetære eller ikke-monetære.
4. Interessekonflikter.
Center for Sundt Liv og Trivsel ønsker gennemsigtighed i vores beslutninger. Alle med tilknytning til Center for Sundt Liv og Trivsel er forpligtet til at udføre sit arbejde og træffe beslutninger ud fra et armslængdeprincip. Center for Sundt Liv og Trivsel tolererer ikke nepotisme, herunder positiv særbehandling uden hensyntagen til kvalifikationer af venner, familie eller andre nære relationer i forbindelse med rekruttering, indkøb, bevilling eller i nogen anden situation. Center for Sundt Liv og Trivsel giver nøjagtige, nødvendige og rettidige oplysninger om aktiviteter og aktører, der er forbundet med vores virke.
5. Mangfoldighed, diskrimination og inklusion.
Vi accepterer ingen former for diskrimination. Personer med tilknytning til Center for Sundt Liv og Trivsel må ikke diskriminere på nogen måde og skal stræbe efter at fremme mangfoldighed og inklusion i videst muligt omfang (fx ift. etnicitet, kropstørrelse og køn) i centrets drift og bevillingsstrategier. Center for Sundt Liv og Trivsel tilstræber at sikre inkluderende miljøer og arbejdsfællesskab med lige muligheder for læring, beskæftigelse og udvikling.
6. Fysisk og psykisk arbejdsmiljø.
Center for Sundt Liv og Trivsel bestræber sig på at sætte den højeste standard for sikkerhed og tryghed i enhver henseende af vores virke. Center for Sundt Liv og Trivsels aktiviteter skal fordre et godt arbejdsmiljø, der fremmer og understøtter medarbejderes trivsel og udvikling.
Center for Sundt Liv og Trivsel ønsker at behandle mennesker med værdighed og respekt. Vi forventer derfor, at personer med tilknytning til Center for Sundt Liv og Trivsel anerkender retten til privatliv og lighed på arbejdspladsen. Center for Sundt Liv og Trivsel anser mobning og chikane af enhver art og i enhver henseende, herunder uønsket seksuel opmærksomhed og anden grænseoverskridende adfærd, som uacceptabelt.
OVERTRÆDELSE AF PRINCIPPERNE I CODE OF CONDUCT
Hvis Center for Sundt Liv og Trivsel får mistanke om, at personer med tilknytning til Center for Sundt Liv og Trivsel ikke lever op til Center for Sundt Liv og Trivsels Code of Conduct, vil vi informere den pågældende om mistanken om den påståede overtrædelse. Vi ønsker at gå i konstruktiv dialog, hvor målet vil være at rette op på forholdene. Center for Sundt Liv og Trivsel ønsker at påvirke til øget ansvarlighed og etisk adfærd frem for eksklusion eller ophør af bevilling eller samarbejde.
Hvis en person med tilknytning til Center for Sundt Liv og Trivsel bliver bekendt med eller får mistanke om en overtrædelse af Center for Sundt Liv og Trivsels Code of Conduct, opfordres man til at orientere Center for Sundt Liv og Trivsel direkte, eller til at benytte sig af Novo Nordisk Fondens whistleblowerordning, som Center for Sundt Liv og Trivsel som bevillingsmodtager er omfattet af. Herigennem kan man sikkert og anonymt informere om eventuelle overtrædelser.
Link til Novo Nordisk Fondens Whistleblowerordning findes her.
Hvis en eventuel overtrædelse relaterer sig til en institution, fx en forskningsinstitution, undervisningsinstitution eller en myndighed med veletablerede interne procedurer til at håndtere sådanne anklager, kan Center for Sundt Liv og Trivsel henvise sagen til den relevante instans i den givne institution eller myndighed til videre behandling. Hvis der ikke eksisterer en sådan instans, kan Center for Sundt Liv og Trivsel træffe beslutning om det videre forløb og eventuelle sanktioner i den konkrete sag.
SANKTIONER EFTER BRUD PÅ CENTER FOR SUNDT LIV OG TRIVSELS CODE OF CONDUCT
Overtrædelse eller brud på Center for Sundt Liv og Trivsels Code of Conduct kan som nævnt føre til eventuelle disciplinære sanktioner, hvis dialog ikke kan rette op på overtrædelsen.
Sanktionerne for bevillingsmodtagerne eller eksterne samarbejdspartnere kan involvere, at:
- Center for Sundt Liv og Trivsel sender en varsling
- Centeret videregiver information om overtrædelsen til relevante interessenter
- Centeret reducerer eller afslutter en bevilling eller et samarbejde, samt forbeholder sig retten til at udelukke bevillingsmodtager fra fremtidige bevillinger og/eller samarbejder
- Hvis der er tale om pengebevilling, kan beløbet kræves tilbagebetalt.
Sanktionerne for Centerets medarbejdere kan indebære ansættelsesretlige konsekvenser.
Center for Sundt Liv og Trivsel forbeholder sig desuden retten til at gennemføre et uafhængigt tilsyn af enhver bevillingsmodtager eller person med tilknytning til Center for Sundt Liv og Trivsel, hvis der er mistanke om et brud på Code of Conduct.