Spændende initiativer i regeringsgrundlaget
Tre skarpe spørgsmål til Annegrete Juul om regeringsgrundlaget:
Hvad var dine umiddelbare reaktioner, da du så regeringsgrundlaget?
I centret arbejder vi efter den rettesnor, at de sunde valg ikke skal kræve særlig viden eller motivation, men være de nemme og naturlige valg for børn og unge. Det sker ofte bedst ved, at man påvirker de overordnede rammer og strukturer, der former deres liv. Det kan fx være lovgivningen, priser, infrastruktur, boligforhold eller indretningen af byrummet eller skolen.
Med de øjne er der spændende tanker og initiativer i regeringsgrundlaget: Det gælder for eksempel forslag om strammere regler for børns adgang til sociale medier, billigere frugt og grønt til hele familien og ambitionerne om at styrke adgangen til fritidsliv og de frivillige fællesskaber.
Hvorfor er rammerne vigtige for børn og unge?
Nu er det jo ikke givet, at intentionerne bliver fulgt op af politisk handling, eller at tiltagene får de effekter, vi håber. Men når det er vigtigt at arbejde med rammerne, er det, fordi ansvaret for børns sundhed og trivsel ikke kan overlades til børnene alene. Det er ikke dem, der køber ind til familien, vælger boligform eller er med til at beslutte tilgængeligheden af slik og tobak.
Det glemte vi for eksempel, da vi slap børnene løs på de sociale medier. Vi overlod rammerne til dem, der tjener penge på, at børnene er på skærmen så meget som muligt, og børnene har lige siden været alene hjemme på sociale medier med alt, hvad det har haft af konsekvenser ift. markedsføring af usunde fødevarer, mistrivsel og i værste fald overgreb.
Vi overlod rammerne til dem, der tjener penge på, at børnene er på skærmen så meget som muligt
Hvorfor ikke lade familierne styre det selv?
SoMe er jo et godt eksempel på, hvor svært det kan være at styre. Vi ved også, at der er stor social ulighed i børns sundhed og trivsel. Mange familier har simpelthen ikke tilstrækkelige ressourcer, viden eller muligheder for at skabe de sunde rammer.
Med strukturelle tiltag kan man løfte de familier, uden at udpege dem som nogen, der skal løftes. For eksempel gavner billigere frugt og grønt jo alle, men vil nok især gøre en forskel for dem, der har mindst på Dankortet sidst på måneden. Og en nemmere adgang til fritidslivet vil gøre større gavn for dem, der nu står udenfor, end for dem, der allerede både går til parkour og klarinet.