Artikel

Talk: Den sociale ulighed har ændret sig over tid

Professors forskning viser, at den sociale ulighed har ændret sig over tid. Det kan forklares med en række mulige mekanismer, som blev udfoldet til centrets seneste talk.

Fuldt hus til talk

Endnu engang afholdt Center for Sundt Liv og Trivsel en talk med stor succes. Alle pladser var optaget af nysgerrige folk, forskere og fagpersoner.

Onsdag den 27. november kunne centret præsentere to anerkendte forskere inden for feltet social ulighed i sundhed og høj vægt: Professor David Bann, UCL, som holdt oplægget 'Social Inequalities in Obesity: Trends, Issues and Opportunities', samt professor emeritus Finn Diderichsen, Københavns Universitet, med oplægget 'Inequalities in Childhood Obesity - Mechanisms and Drivers'.

David Bann lod sig efterfølgende interviewe, hvor han pointerede:

"Meget af mit arbejde dokumenterer den sociale ulighed og viser, at den rent faktisk eksisterer. Det viser også, hvordan den har ændret sig over tid."

Udgangspunktet for centrets talks er, at de skal gøre os klogere på den nyeste viden inden for vores felt. Vi inviterer forskere og praktikere fra ind- og udland til at fortælle om deres forskning inden for sundhedsfremme og forebyggelse af høj vægt og mistrivsel hos børn og unge.

Den sociale ulighed blandt børn og unge

Der er mange mekanismer på spil, der kan forklare den sociale ulighed, som David Bann påviser. Med sin viden inden for epidemiologi, forebyggelse og sundhedsfremme var Finn Diderichsen et oplagt valg til at sætte den sociale ulighed i kontekst med børn og unges sundhed.

"Tidlige og svære oplevelser blandt børn har en overraskende stor effekt og bidrager virkelig meget til den sociale ulighed," fortæller han efter sit oplæg og en længere debat mellem publikum og oplægsholdere.

De mange mekanismer, der kan være med til at forklare den sociale ulighed i sundhed og høj vægt blandt børn og unge, kan blandt andet læses frem i dette faktaark, som er udarbejdet af Børnevægt i Balance.

Nedenfor kan du se en video fra arrangementet.

Loading video