Article

Nyt partnerskab: hvordan ser det sunde samfund ud for børn og unge

Alle børn og unge i Danmark fortjener at vokse op i omgivelser, der fremmer sundhed og trivsel. Derfor har Center for Sundt Liv og Trivsel sammen med Kræftens Bekæmpelse indgået et nyt partnerskab med ét fælles mål: at fremme en sund vægt blandt børn og unge – gennem samfundsforandringer.

Fokus på rammer frem for vaner

Partnerskabet tager afsæt i en fælles ambition om at skabe nationale rammer, der gør det lettere at leve sundt. Det handler om at kigge på de strukturer, der påvirker børns hverdag – som for eksempel reklamer, indretning af butikker, adgang til bevægelse og udbud af sunde mad- og drikkevarer i de miljøer, hvor børnene er i hverdagen.

”Vi mener ikke, at det er børnene, der selv skal bære ansvaret for at leve sunde liv. Vi ønsker derimod at skabe et samfund, hvor det er lettere at leve sundt. Det kræver, at vi tør ændre de forhold, der påvirker børn og unges muligheder for at træffe sunde valg. Det kan fx være det fysiske miljø, der gør det nemmere at bevæge sig i hverdagen, skolens rammer, reklamer både på digitale medier og i bybilledet, fødevarepriser og mærkningsordninger,” fortæller Nanna Schneekloth Jarlstrup, som er forsker og projektleder i Center for Sundt Liv og Trivsel.

Første skridt: at samle kræfterne

Det første skridt i samarbejdet bliver at skabe et solidt vidensgrundlag og samle dem, der kan gøre en forskel. Gennem kortlægning og analyse af udvalgte strukturelle initiativer skal vi undersøge, hvor der er størst potentiale for at skabe forandringer, der kan fremme sund vægt blandt børn og unge.

Derudover ser partnerskabet på, hvordan holdninger, barrierer og juridiske rammer spiller ind, når nye løsninger skal udmøntes i praksis. Samtidig arbejdes der med en fælles kommunikationsretning og et stærkt partnerskab.

”Danske børn og unge Indtager op til fire gange så mange søde sager og sukkerholdige drikke, som der er plads til ifølge kostrådene. Det er problematisk, fordi de usunde fødevarer stjæler plads i kosten fra vigtige næringsstoffer, og det påvirker deres sundhed negativt. Derfor er det vigtigt at skabe omgivelser, der fremmer børn og unges sundhed og trivsel,” siger Sofia Lourenço, specialkonsulent i Kræftens Bekæmpelse.

Partnerskab om nationale rammer for sund vægt blandt børn og unge handler altså i bund og grund om at give børn og unge i Danmark de bedst mulige betingelser for at voksne op i omgivelser, der fremmer deres sundhed og trivsel.