Artikel

Kortlægning af sundhedsfremme og forebyggelse blandt børn og unge i almen praksis

Hvordan arbejder almen praksis med sundhedsfremme og forebyggelse blandt børn og unge? Det søger vi at besvare gennem en ny national spørgeskemaundersøgelse, som gennemføres i samarbejde med Danmarks Statistik.

Formålet med undersøgelsen

Undersøgelsen skal give et samlet overblik over, hvordan læger og praksispersonale i hele landet arbejder med sundhedsfremme og forebyggelse blandt børn og unge. Resultaterne skal danne grundlag for at udvikle mere målrettede og relevante indsatser i fremtiden.

”Læger og personale i almen praksis har en unik mulighed for at spotte tidlige tegn på fx mistrivsel og derfor også kunne støtte familier, før problemer vokser sig store. Med vores spørgeskemaundersøgelse undersøger vi, hvordan almen praksis kan få endnu bedre rammer for at arbejde forebyggende,” fortæller Iben Rask Heuck, som er projektmedarbejder hos os.

Hvem deltager?

Målgruppen er læger og praksispersonale i almen praksis, der har konsultationer med børn og unge. Ca. 9.000 personer er udvalgt via nationale registre til at deltage. Du kan se om du har fået en invitation til at deltage ved at kigge i din e-Boks.

Sådan foregår det

  • Spørgeskemaet sendes via e-Boks direkte til deltagerne
  • Udsendelsen starter i uge 40 og løber i seks uger
  • Besvarelsen tager omkring 15–20 minutter
  • Resultater offentliggøres i foråret 2026
     

Vi håber på, at mange har mulighed for at besvare spørgeskemaet - jo flere der deltager, desto stærkere bliver vidensgrundlaget om, hvordan almen praksis understøtter børns sundhed og trivsel.