Trivsel og vægtstatus i barndommen
Formålet med undersøgelsen er at skabe mere viden om sammenhængen mellem vægt og trivsel blandt børn og unge. Den skal både se på vægtens betydningen for den senere trivsel samt betydningen af trivsel og mistrivsel for den efterfølgende vægtudvikling.
Baggrund
Projektet undersøger sammenhænge mellem børns trivsel og vægtstatus fra fødsel til afslutningen af skolen (16 år). Det anvender data fra Databasen Børns Sundhed, der indeholder oplysninger om børns udvikling, trivsel, vægt og højde. Undersøgelsen vil analysere, hvordan trivsel i de første leveår og i de tidlige skoleår hænger sammen med senere vægtstatus, og omvendt, hvordan vægtstatus tidligt i livet hænger sammen med trivsel senere i livet. Derudover vil projektet undersøge, om socioøkonomisk status har betydning for disse sammenhænge.
Resultaterne vil bidrage til en bedre forståelse af, hvordan tidlige interventioner kan bidrage til at forbedre børns sundhed og trivsel.