Aktivitet

Ny undersøgelse afdækker børn og unges sprog om krop og sundhed

Hvordan snakker børn og unge om kroppen? Hvordan ser den sunde krop ud? Og hvilke oplevelser tillægges de forskellige ord om krop? Det vil vi i Center for Sundt Liv & Trivsel gerne blive klogere på.

Baggrund

I dagens samfund er der en øget opmærksomhed på sundhed, krop og vægt, også blandt børn og unge. Det skyldes blandt andet sociale medier, kulturelle (krops)idealer og sundhedsmæssige bekymringer. Diskussionen om kroppe er ofte præget af et komplekst sprogbrug, hvor nogle udtryk kan have negative betydninger eller virke stigmatiserende. 

Sprog relateret til for eksempel vægt kan påvirke børns og unges selvopfattelse og trivsel negativt og er blevet forbundet med dårligere mental sundhed som depression, angst, spiseforstyrrelser, lavt selvværd og reduceret livskvalitet.

Derfor er det vigtigt at forstå, hvilke ord og udtryk børn og unge selv bruger til at beskrive deres krop, og hvordan disse ord påvirker deres oplevelser og trivsel. Den viden har vi hentet fra en ny undersøgelse udført af Epinion, der går i dybden med de to hovedspørgsmål. 
 

"Jeg er meget glad for, at vi har fået den her undersøgelse skudt i gang. Undersøgelsen kommer til at give os en meget værdifuld viden, som gør os bedre i stand til at forstå børn og unge, når de snakker om krop og vægt" - Marianne Lemvig

Læs mere om undersøgelsen her