Artikel

Center for Sundt Liv og Trivsel fylder tre år

Center for Sundt Liv og Trivsel er nemlig fyldt tre år. Tre år, hvor vi har arbejdet målrettet med at opbygge et stærkt fundament, skabe samarbejder og tage vigtige skridt mod en sundere hverdag for børn og unge i Danmark.

Foråret er kommet, solen skinner og vi har haft en helt særlig anledning til at samles. Center for Sundt Liv og Trivsel er nemlig fyldt tre år.

Det markerede vi på Designmuseum Danmark sammen med en række samarbejdspartnere, oplægsholdere og andre aktører, som alle bidrager til arbejdet med børn og unges sundhed og trivsel. Dagen blev en anledning til både at se tilbage på det, vi har opnået, og til at se frem mod det arbejde, der fortsat ligger foran os.

Fra fundament mod forandring

Sundhed og trivsel har afgørende betydning for et godt børne- og ungdomsliv. Samtidig er børn og unges sundhed under pres på nye måder, fra sociale medier til meget konkrete udfordringer som et højt forbrug af energidrikke. Det kalder på løsninger, der rækker ud over den enkelte, og som i højere grad adresserer de rammer, børn og unge er en del af.

Netop derfor er arbejdet med rammerne centralt for centrets indsats. Vi samler viden og interessenter, udvikler stærke partnerskaber og arbejder for at omsætte indsigt til konkret handling. Ambitionen er at skabe langsigtede og strukturelle forandringer: fra individniveau til de bredere rammer og fra enkeltstående indsatser til varig effekt.

Centeret ledes af Annegrete Juul, som står i spidsen for den strategiske retning og det fortsatte arbejde med at styrke børn og unges sundhed og trivsel. I videoen herunder kan du høre om hendes tanker fra dagen.

Loading video