Nyt projekt vil forebygge vægtstigmatisering i familien
Børn og unge med høj vægt kan møde fordomme og negative kommentarer om deres vægt fra kammerater, lærere, medier og i deres egen familie. Det kaldes vægtstigmatisering. Studier peger på, at stigmatisering i familien kan være særligt skadelig og føre til ensomhed, stress og lavt selvværd.
Vi støtter derfor et nyt projekt, der skal udvikle en metode, der kan styrke børn og unges trivsel i forbindelse med behandling af høj vægt.
Mange behandlingstilbud involverer nemlig hele familien, og derfor er det vigtigt, at behandlingen sker på en måde, der fremmer værdighed, respekt og inklusion og understøtter børnene og deres familier i hverdagen, så børnene ikke oplever pres og skam.
Projektet skal resultere i pejlemærker og undervisningsmaterialer, der kan bruges bredt i sundhedsvæsenet – både i Danmark og internationalt.
Dermed kan projektet være med til at fremme sundhed og trivsel i de berørte familier, skabe mere viden om familie-fokuseret forebyggelse i vægtbehandling og nedbryde vægtstigmatiseringen i samfundet generelt.