Artikel

Ny undersøgelse: dagtilbud, fritidstilbud og forvaltningers arbejde med børns sundhed og trivsel

Hvordan arbejder dagtilbud, fritidstilbud og forvaltninger med børns sundhed og trivsel? Seks nye undersøgelser er sendt ud i samarbejde med Epinion om arbejdet med trivsel og sundhed til en række dagtilbud og fritidstilbud.

Center for Sundt Liv og Trivsel har netop sendt en række spørgeskemaer om arbejdet med trivsel og sundhed ud til dagtilbud, fritidstilbud og forvaltningerne, om hvordan de understøtter arbejdet i tilbuddene. Spørgeskemaundersøgelserne skal styrke vores fælles viden om børns sundhed og trivsel.

Seks nye undersøgelser er sendt ud i samarbejde med Epinion

Spørgeskemaundersøgelserne er sendt til pædagogisk personale, ledere i dagtilbud og fritidstilbud samt til forvaltninger i hele landet. Formålet er at skabe et opdateret og dybdegående billede af, hvordan der arbejdes med børns sundhed og trivsel, og hvor der er behov for nye initiativer.

De er sendt ud til alle forvaltningschefer med ansvar for dagtilbud og skole-/fritidstilbud, herunder 1.600 daginstitutioner, 479 dagplejere og 1.600 SFO’er og fritidsklubber.

Svarene skal give centret indsigt i, hvor der er potentiale for at sætte nye aktiviteter i gang og styrke samarbejder på tværs af landet. Undersøgelsen løber frem til jul, og vi forventer at kunne præsentere de første resultater i begyndelsen af 2026.