Hvad betyder kost og vægt under graviditet for barnets sundhed?
Kvinder med overvægt og svær overvægt inden graviditeten har forøget risiko for komplikationer under graviditet og fødsel og for at føde børn med høj fødselsvægt. Risikoen øges yderligere, hvis kvinden tager meget på under graviditeten.
Vi støtter derfor en opfølgning på et tidligere forsøg, hvor en gruppe gravide kvinder med overvægt eller svær overvægt skulle ændre deres kost for at begrænse deres vægtøgning under graviditeten. I dette projekt vender vi tilbage til familierne for at se, hvad forsøget dengang har betydet for barnets vækst, sundhed og udvikling ni år senere.
Projektet skal hjælpe med at forstå de faktorer, der har betydning for udviklingen af høj vægt i løbet af livet, og dermed også de faktorer der evt. kan forebygge den.