Aktivitet

Afdækning af fagprofessionelles arbejde med og kapacitet til at understøtte sund vægtudvikling og trivsel hos børn og unge

Formål

Formålet med projektet er at kortlægge og forstå praksis og kapacitet i relation til sundhedsfremme og forebyggelse – særligt sund vægt og trivsel – hos fagprofessionelle, som arbejder med børn og unge. De fagprofessionelle inkluderer: 

  • Almen praksis 
  • Jordemødre
  • Sundhedsplejersker
  • Lærere, ledere og pædagoger i dagtilbud, skoler, SFO’er, fritidsklubber og på ungdomsuddannelser

Der udvikles et undersøgelsesdesign for hver målgruppe af fagprofessionelle. Designet inkluderer ofte en kombination af: 

  • Desk research, herunder gennemgange af litteratur samt centrale lovtekster og styringsdokumenter. 
  • Kvalitative undersøgelser. 
  • Survey kortlægninger. 

De første afdækninger, der gennemføres i 2024, vil fokusere på almen praksis samt grundskole og SFO.

Baggrund

Fagprofessionelle har mulighed for at præge børn, unge og deres familiers trivsel og sundhed. Derfor er fagprofessionelle vigtige for vores arbejde.

Afdækningerne er en del af vores kompetenceudviklingsspor og skal anvendes som vidensgrundlag for målrettede fremtidige indsatser. Med andre ord: vi har brug for mere viden om, hvad der gøres i praksis – og hvad der er muligheder og barrierer – for bedst muligt at kunne sætte ind. Desuden skal afdækningerne skabe synergi med andre projekter, initieret af os, der vedrører faggrupperne. 

Samarbejdspartnere 

Projektet drives af os. For at sikre validitet og relevans af undersøgelsens resultater, samarbejder vi med mange aktører. Fx inddrager vi de fagprofessionelle og deres interesseorganisationer samt andre institutioner og forskningsmiljøer, der har viden og erfaringer på området. 
 

Budget
4.000.000 kroner