Artikel

Tanker om kroppen fylder hos skoleelever – også i 1. klasse 

Krop og kropsopfattelse har stor betydning for børns trivsel, uanset deres kropsstørrelser. Det skal vi huske i trivselsdebatten, siger forskere bag undersøgelse af børns hverdagsliv.

Tanker om kroppen fylder meget hos skolebørn – også fra de mindste klasser. Her er kroppen ofte en vigtig adgangsbillet til leg og fællesskaber: Kan du slå en frelser i rundbold? Er du god til at gemme dig? Danse de nye TikTok-danse? Kan du løbe hurtigt på fodboldbanen? 

Men tidligt gør børnene sig også tanker om, hvem der ser rigtig og forkert ud.

Det fortæller antropolog og postdoc Camilla Brændstrup Laursen og sociolog og ph.d.-studerende Cecilie Winther Bang fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet på baggrund af deres studier til forskningsprojektet Krop og trivsel. Skolebørns hverdagsoplevelser (se faktaboks).

”Kroppens udseende og evner får tidligt en betydning. Allerede i 1. klasse. Pigerne vil ikke se tykke ud, drengene vil ikke være for splejsede. Det har været gennemgående i vores undersøgelser,” siger Camilla Brændstrup Laursen.

Pigerne vil ikke se tykke ud, drengene vil ikke være for splejsede

Kropstanker fylder tidligt

De to forskere har observeret og interviewet børn på forskellige klassetrin og på skoler i både land og by for at finde ud af, hvor meget krop og kropsidealer fylder i børnenes hverdagsliv. 

Og det fylder meget.

”Vi voksne har nok haft en tendens til at tro, at det med kroppen først for alvor fylder noget, når børnene kommer i puberteten, men det er langt før,” siger Cecilie Winther Bang.

Kroppen skal med i trivselsdebat

Derfor mener de også, at krop og kropsopfattelser i højere grad bør indgå i indsatser og diskussioner om børn og unges trivsel allerede fra de mindste klasser. 

”Vi ved, at negativ kropsopfattelse kan føre til lavt selvværd og lav trivsel. Men vi kan også se, at det ikke kun er børn med stor kropsstørrelse, der ser negativt på sig selv. Det gør en stor andel,” siger Camilla Brændstrup Laursen.

Vi ved, at negativ kropsopfattelse kan føre til lavt selvværd og lav trivsel

Skolebørnsundersøgelsen fra 2022 viste for eksempel, at 50 procent af pigerne i de ældste klasser følte sig for tykke, mens kun 12 procent havde egentlig overvægt.

Det betyder, at mange børn kan have en følelse af at være forkerte eller ikke være gode nok, eller at deres plads i fællesskabet afhænger af, hvordan de ser ud i de andres øjne. Følelser, der kan sætte sig som mistrivsel.

Børnene ved, at idealerne er urealistiske

De to forskeres undersøgelser bygger på grundige studier, hvor de både observerer de forskellige klasser i 20 dage hver og derudover taler med børnene i gruppeinterviews. 

Det har været vigtigt for forskerne at lære børnene at kende og se dem i forskellige sammenhænge. 

Børnene ved nemlig godt, hvad der er det rigtige at sige, når de bliver spurgt til kropsidealer og kropsopfattelser: at der ikke findes perfekte kroppe, at billederne på Instagram er retoucherede, at kropsidealerne er urealistiske.  

De vil helst være tynde

Men når forskerne kommer tættere på børnene, bliver det tydeligt, at de både har opfattelsen af, at der ikke findes perfekte kroppe samtidig med, at størstedelen stadig helst selv vil være tynde. Og have tynde venner. 

”Det er en dobbelthed, der er vigtig at tale om med børnene. For de synes, at det er forkert at have det sådan,” siger Camilla Brændstrup Laursen.

Cecilie Winther Bang supplerer:

”Altså ikke alene bekymrer de sig om, hvordan deres krop ser ud i forhold til de andres – de skammer sig også over det, fordi de mener, det er forkert at gå op i udseendet.”

Husk at spørge og lytte

Der bliver med andre ord tænkt mange tanker og bearbejdet mange følelser i børnenes hoveder. Dem skal de voksne omkring børnene være bedre til at spørge ind til og lytte til, mener forskerne.

De efterlyser, at vi lytter

”De efterlyser, at vi lytter: ’Hvorfor er der ingen, der spørger om, hvorfor vi ikke vil i bad?’ var der nogen, der spurgte. I stedet oplever de, at de voksne siger, at ’det skal de bare’, siger Cecilie Winther Bang.

Forskernes råd til at tale om krop i skolen:

  • Anerkend, at børnene godt ved, at der ikke findes perfekte kroppe, men at de samtidig sammenligner sig med andre og orienterer sig efter tyndhedsidealer.
  • Anerkend, at fokus på krop og udseende starter tidligt.
  • Lyt til børnene, fx når de siger, de ikke vil i bad efter idræt. Hvad er der på spil?