Artikel

Ny formidlingsguide om respektfuld dialog om overvægt

Ny guide skal hjælpe fagfolk til en respektfuld dialog om overvægt.

Sund By Netværket har med støtte fra Center for Sundt Liv og Trivsel udviklet en ny formidlingsguide: Ord skaber virkelighed – så hvordan kommunikerer vi respektfuldt om overvægt med børn, unge og deres forældre? Guiden er et bidrag til at afstigmatisere snakken om overvægt.

Baggrunden er erfaringer fra kommuner og regioner, hvor både børn, unge og voksne mødes i samtaler om vægt. Mange fagfolk oplever, at kommunikationen kan være udfordrende, og at risikoen for stigmatisering er stor. Sund By Netværket har derfor samlet en arbejdsgruppe af forskere, fagfolk og kommunale repræsentanter til at udvikle konkrete redskaber, råd og formuleringer, der kan understøtte en respektfuld dialog.

Guiden bygger videre på en udgave fra 2023, der havde fokus på voksne borgere. Den nye version retter sig mod børn, unge og deres familier og præsenterer fire særlige opmærksomhedspunkter for den gode samtale om vægt. Undervejs har workshops med medlemmer, forskningslitteratur og praksiserfaring bidraget til indholdet.

Med guiden ønsker Sund By Netværket at styrke sundhedsprofessionelles kommunikation og bidrage til at nedbryde vægtstigma til gavn for både fagfolk, børn og familier.

Du kan læse mere om Sund By Netværket og formidlingsguiden her

Herunder kan du se Specialkonsulent, projektleder Jan Andersson fra Sund By Netværket fortælle lidt om formidlingsguiden:

 

Loading video